Skarpe Sving
Hvad sker der ...
- når man er FCK-fan, men tænder helt vildt på en Brøndbytøs?
- når kæresten er skredet og har efterladt én i Grækenland. Uden penge!
- når man har "lånt" mors bil for at komme på diskotek, møder en rigtig sød pige, har drukket lidt for mange øl og gerne vil køre hende hjem?
- når man har en retarderet lillesøster på 16 år, der godt nok kører på lavt blus, men har kroppen i orden iflg. gutterne ... og som elsker Nutella?
- når man er på rustur, og klassens lækre babe viser sig at være søster til Jomfru Maria?
Gyldendal 2004
Noveller er svære at "sælge", og det har forlaget taget konsekvensen af ved kun antydningsvis at afsløre, at det er dét der er indholdet i Zimakoffs nye bog. Og med en målgruppe der mest er drenge fra 14, bliver det ikke lettere. Men går den, så går den, og de er absolut værd at afsætte lidt gedulgt!
Kærlighed er en ting, sex kan være noget andet, og de 8 noveller handler om unge fyre, der stort set kun tænker på det sidste og kæmper med det første.
Hvor både det at slå til eller lade stå til kan få uoverskuelige konsekvenser, i nogle tilfælde også katastrofale følger. For selvom anslaget i de fleste af historierne er let, og humoren og jargonen er i øjet, er det afgørende og alvorlige situationer, det handler om, som på godt og ondt vil præge drengene, måske for altid. At nogle af novellerne er grufulde, uhyggelige og chokerende er ikke for meget sagt!
Men Zimakoff giver også sine hovedpersoner forståelse, de er sårbare og kæmper med angsten for at tabe ansigt, og det kan være svært at overskue, når kun ganske lidt tankevirksomhed foregår mellem ørerne.
Søren Jessen har tegnet den helt rigtige forside, bagsideteksten fænger og er den første novelle læst, må de andre følge efter. Også oplagte i 8.-10. kl. sammenhæng 2004/38
Lene Kristiansen - Lektørudtalelse
DEN SKÆVE UNGDOM
'Råheden er i høj grad til stede i Zimakoffs Skarpe sving. Zimakoff har en meget stor evne til, uden sentimentalitet, at beskrive kontroversielle og tabubelagte oplevelser, holdninger og miljøer uden at forarges eller at virke fordømmende. Måske er det manglen på fordømmelse, sammen med en lyst til at lege med effekterne, der må stamme fra hans erfaring som tv-manuskript forfatter, der virker så chokerende. I sin novelle-samling Skarpe sving bruger han filmiske, korte og handlingsmættede historier som typisk starter med en eller flere drenges søgen efter enten sex eller kærlighed, men som går galt undervejs…'
Af Damian Arguimbau Weekendavisen 8/10-2004
Noveller om 16-17-årige drenge og deres evige konkurrenceræs om at lægge piger ned og deres laden, som om de er åh, så hårde negle. I flere af historierne må de bøde blodigt for ikke at sige fra i tide. Novellerne er fremragende skrevet og kan anbefales til store drenge, som både får spænding og noget at tænke over.
Anmeldt af: Annette Westrup folkeskolen.dk
Ikke mindre end 8 fremragende noveller af Daniel Zimakoff får man i den lille perle. Spritkørsel, voldtægt, død, vold og seksuelt overgreb. Disse er de emner som på overfladen bliver behandlet i bogen. Gennem 8 forskellige drenge oplever vi de værste sider af livet. Og for en gangs skyld er det ikke en teenage-bog om teenage-problemer; nej det er en bog om de problemer men som menneske kan komme ud i mere eller mindre selvforskyldt.
Ingen af drengene i denne bog kommer, så vidt vi ved, fra udpræget rige eller dårligt stillede hjem. Det er den klassiske gennemsnitsteenager, der her er på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, eller som for et øjeblik mister sin bedre dømmekraft, hvilket får katastrofale følger både for dem selv og deres omgivelser. De er alle gode mennesker, og netop derfor er bogen så gribende. Det er din sidekammerat, din bedste ven, din klassekammerat, din fætter, din bror eller din søn du læser om i denne bog! Her er der ingen fremmedgørelse som læseren kan gemme sig bagved. Der er ingen bøller, stofmisbrugere eller forsømte drenge. Det er bare almindelige unge mennesker.
De forskellige handlinger i bogen er gribende og vedkommende, og sproget er fangende uden at være prangende.
Bogen kan sagtens læses som almindelig fritidslæsning, men den er mere end velegnet til klasselæsning. Selv om alle hovedpersonerne i bogen er drenge, er den så afgjort også fængende for piger. De ældste klassetrin vil finde den spændende, og bogen har et udpræget moralsk budskab uden dog at være pågående. Den lader læseren selv føle det, der skal føles. Det barske og brutale spiller dog en stor rolle, og man skal derfor være opmærksom på, at læseren skal have en vis alder.
Endnu en guldklump fra Daniel Zimakoff - læs den, brug den og elsk den …
Velegnet for 9. - 10. klasse og videregående uddannelser.
Maria Eriksen / Børn og bøger.
Drengerøv Deluxe
Vi har at gøre med 8 noveller, de er cirka 20-30 sider lange og alle kan læses uafhængigt af de andre.De har dog det til fælles, at hovedpersonerne er unge fyre, der står ved en eller anden form for skarpt sving i livet, og med det menes ikke, om man skal vælge gymnasiet eller læreplads eller andre gamle travere, som alle unge på et tidspunkt er ude i.
Fyrene i de her historier er ude i problemer som voldtægt, mord og gravide kærester og selvom det lyder tungt og deprimerende, så er sproget alligevel let og medlevende og frem for alt, så er vi i hovedet på fyrene, og får derfor historierne serveret troværdigt og overbevisende.
Rammerne er genkendelige; hovedpersonerne ser FCK spille i Parken, tager på lejrskole eller interrail, de forelsker sig og tænker på sex og mere sex. Med andre ord: det er situationer alle kender som ung i Danmark lige nu.
Ofte er historierne bygget op, så man først hen af vejen finder ud af hvad der er sket, og det har en rigtig god og spændende effekt, især når man efter et par noveller er inde i Zimakoffs univers og ved, man kan forvente lidt af hvert.
Skarpe Sving skal anbefales til alle, der savner at læse historier, der taler til en i et nutidigt og direkte sprog, men jeg garanterer, at fyre her har en bog, de ikke kan undgå at nikke genkendede til. Der er så herlig meget drengerøv i den, og især drengerøve kommer jo ud i skarpe sving en gang imellem!
Anmeldelsen er skrevet af: MR