Strømsvigt

Strømsvigt

Tobias bedste ven David dør på en sommerferie, og Tobias mener, at han er den direkte årsag til sin vens død. En viden han ikke kan dele med andre, hvorfor han isolerer sig og gradvis holder op med at tale med sin familie og sine kammerater.

Sofia mister sin mor i en bilulykke og kan ikke dele sin store sorg med sine allernærmeste, som har svigtet hende. I stedet handler hun næsten i trods og stikker af til København, for at søge ind på en skuespillerskole. Og for at komme væk fra idioterne.

Sofia og Tobias. To meget ensomme mennesker, der først mødes over internettet og derefter mødes personligt, hjælper hinanden netop der, hvor ingen andre kan nå ind.


Carlsen 2004

Medforfatter: Ida-Marie Rendtorff


'Dobbelt god kan man vist godt kalde denne bog, eller disse bøger, som det jo i virkeligheden er. Zimakoff og Rendtorff har nemlig gjort det, at de har skrevet den samme fortælling, men på hver sin måde - og måske også med hver sin historie. På forsiden står der Strømsvigt, Tobias og Sofia, og på Bagsiden - den anden forside - står der: Strømsvigt, Sofia og Tobias.

Den erfarne forfatter Daniel Zimakoff fortæller sikkert og medlevende historien om Tobias, som oplever den værste form for skyldfølelse, der findes, nemlig den at tro, at man har været skyld i et andet menneskes død. Modsat Skriver Rendtorff om det enorme had, der fylder Sofia, og om usikkerheden om, hvorvidt tingene kunne have været anderledes, hvis man selv havde handlet anderledes. Hendes sprog er levende og stilfuldt - det er næsten umuligt at tro, at hun er debutant som ungdomsbogsforfatter.

De to historier fletter sig smukt ind i hinanden, og selv om de har hver sin fortæller, følges de kronologisk og følelsesmæssigt ad. Denne skrivestil er vovet og nyskabende, og de mestrer den begge til fulde. Resultatet er muligvis verdens første egentlige unisex bog, og den er så fængslende og følelsesladet, at man skulle være et skarn for ikke at elske den.

Velegnet til fri- og klasselæsning fra 13 år og op.'

Af Maria Eriksen Børn og Bøger Februar 2005


'Det er faktisk en rigtig god idé! Tager man bogen Strømsvigt, hedder forfatteren på den ene side Daniel Zimakoff. Og undertitlen er Tobias og Sofia. Vender man bogen om, hedder den stadig Strømsvigt, men nu er forfatteren Ida-Marie Rendtorff, og der er byttet om på de to fornavne. De to forfattere mødes på midten.'

'… Det er knugende sørgeligt, fordi der er så mange usagte ting og ufølte følelser tilbage efter de to dødsfald.'

'… Det virker rigtigt hele vejen igennem. Bogens emne er alvorligt nok, og det gør ondt at ramme bunden med Sofia og Tobias.'

Af Steffen Larsen Politiken Juli 2004


'… Tobias og Sofia klædes begge af i såvel fysisk som psykologisk forstand. Dermed er fokus for læseren i høj gradlagt an på, hvordan og eventuelt hvor forskelligt de to unge opfatter hinandens opførsel og situationer.

Det er ganske interessant læsning, og det er lykkedes for de to forfattere at balancere så godt, så det ikke virker spor trivielt at læse den samme historie to gange. Man mærker at skrivestilen er anderledes hos de to, hvilket forøger læseglæden.'

'… personerne virker meget ægte, hvilket sammen med de to parallelle fortællinger bærer bogen hjem meget smukt. Strømsvigt er en fremragende brugsbog for såvel piger som drenge i den tidlige pubertet og samtidig en flot debut for Ida-Marie Rendtorff.

Af Damian Arguimbau Weekendavisen Juli 2004


En velfungerende og jævnbyrdig dobbeltroman, hvor to forfattere skriver hver sin del om hver sin hovedperson. Det er en roman om sorg og skyld og om, hvor svært det kan være at dele sine følelser med andre. Sofia og Tobias har begge lig i lasten og skeletter i skabet, da de efter at have mailet sammen gennem et skoleprojekt, mødes i et kolonihavehus i København. Sofia er mere eller mindre rendt hjemmefra for at søge ind på en skuespillerskole. Hendes liv har taget en barsk vending kort tid forinden. Først opdager hun, at hendes far har en elskerinde, og så dør hendes mor i en bilulykke. Hun er så vred på sin far, at hun slet ikke kan snakke med ham. Tobias har isoleret sig efter hans bedste ven er druknet, Tobias føler sig skyldig i ulykken, og som Sofia kan han heller ikke snakke med nogen om det. Men samværet i et lille kolonihavehus uden strøm får hul på bylden, de får fortalt hinanden deres hemmeligheder, er sammen i bibelsk forstand, og de får hjulpet hinanden, så de hver især kan komme videre. Måske endda som kærester. Bogen er velskrevet og hurtigt læst, og både emne og det friske og klart farvelagte omslag vil tiltrække især piger fra 13 år. Zimakoff kender vi fra mange bøger, mens Ida-Marie Rendtorff er debutant.

Elisabeth Bennetsen - Lektørudtagelse

Daniel Zimakoff E-mail: daniel@danielzimakoff.dk Telefon: 31711956