Så er det godnat, mor!
”Har Den Sorte Ridder såret dig?” spørger hans mor.
”Det er ikke noget. Jeg skal nok klare ham. Gå nu bare i seng, mor!”
Det er omvendtaften, så i aften er det Asmus, der skal putte mor i seng. Men det er ret svært, for hun skal hele tiden lige ...
Og det bliver ikke lettere af, at Asmus samtidig skal bekæmpe Den Sorte Ridder og hans to grimme væbnere, der lurer i krogene.
Gyldendal 2009
Når mor skal puttes
4 af 6 stjerner
BILLEDBOG. Det er utroligt, at Den Sorte Ridder og hans væbnere altid dukker op den ene gang om måneden, hvor drengen Asmus skal putte sin mor.
Af Kari Sønsthagen, Berlingske Tidende
Torsdag den 17. september 2009, 22:30
Det sker i Daniel Zimakoff og Peter Bay Alexandersens »Så er det godnat, mor!« Asmus får travlt, især da mor trækker tiden ud med ustoppelige »jeg skal lige«. Det bliver en særdeles hård og blodig aften. Asmus såres, selv om han er udstyret med hjelm, harnisk, sværd og skjold, og han er da også godt træt, da mor endelig ligger trygt forvaret under dynen. Bogens tekst og billeder fastholder Asmus’ fantasiverden. I Alexandersens billeder er en ridderborg, modbydelige modstandere og drager i fokus, mens dagliglivets potteplanter, sofa og lamper henvises til yderkanterne. Det er lige det, der får tekst og tegning til at fungere. Vi er på ridderborgen og kæmper mod Den Sorte Ridder. Derfor er det ærgerligt, at de to herrer trækker sværdet til sig og laver en sød slutning på bogen i stedet for at lade Asmus nyde en stille cola foran fjerneren efter endt dåd.
Fra Bogblokkeren.dk
17. september, 2009
“Så er det godnat,mor!” er en børnebog om Asmus og hans mor. Det er omvendtaften, så derfor er det Asmus, der skal putte mor i seng. Men det er ikke en let opgave, for mor har lige nogle ting hun skal ordne først. Helt ligesom, når det er børn, der skal puttes i seng.Ideen om en omvendtaften er god, og de lidt større børn kan godt se det morsomme i, at drengen skal putte sin mor. I den bedste drengeånd bliver der rodet sorte riddere, sværd og drager ind i fortællingen, men det fjerner desværre fokus fra det originale i bogen – nemlig det med at Asmus og mor bytter roller.
Sproget i bogen er hvad jeg vil kalde “action i børnehøjde”, hvorfor det er let at gøre oplæsningen spændende. Illustrationerne er flotte med billeder af Asmus i flot ridderkostume, og her i huset synes 5 årige Tue, at Asmus og bogen er sej!
Denne anmeldelse er skrevet af Jane Andersen
Fra Bogvægten.dk
Om hvordan mindre børn kan anvende omvendt psykologi på forældre, der er svære at få jaget i seng.
En gang om måneden holder Asmus og hans mor omvendt-dag. Så er Asmus en halv time længere oppe og sørger for at putte mor og fortælle godnathistorie for hende. I aften er det en ret kort historie, for Asmus har travlt med at komme ned i kælderen og slås med Den Sorte Ridder. Ridderens to væbnere har han ordnet, men Den Sorte Ridder er ikke sådan at få has på, og det lykkedes også kun til sidst, fordi mor hjælper med tandbørsten, der pludselig er blevet til en dolk, og bagefter kommer hun tandpasta ind i hans visir. Så kan mor sove roligt, især hvis Asmus holder hende i hånden og passer på hende.
Den Sorte Ridder er trods navnet ikke en ridder men en rigtig skurkestereotyp med dårlige tænder, som kun skurke kan have det. Mor er lidt svær at få i seng. Hun skal lige se noget i fjernsynet, lige lægge tøj frem til i morgen (det kunne hun godt have tænkt på før), men da hun lige skal børste tænder først, siger Asmus, at det kan hun gøre på lørdag.
Store illustrationer pryder alle siderne inkluderende nærbilleder af ridderen og hans huller i tænderne, og mors seng med trygheden. Resultatet bliver voldsomme dramaer udspillet på en velkendt baggrund, og Asmus’ mors enestående pædagogiske tiltag giver nye bidrag til den mere traditionelle børneopdragelse, så der er underholdning til både børn og voksne samt mulighed for at få bekræftet nogle moralbegreber.
Birte Strandby